Formiddagstrav i Billund

Skrevet af Nicklas Hungeberg.

Lørdag d. 30 maj blev Billund Trav kompenseret med en ekstra løbsdag. Dagen var først tiltænkt som en breddedag, men da amatørerne fortsat ikke må deltage i løbene, blev det i stedet til en almindelig løbsdag i "Corona-format". 

2. løb var Peter Fruerlunds Ilyushin ude med sin træner og kusk Knud Mønster. Parret forsøgte på at køre til spids fra start, men måtte tage sig til takke med pladsen udvendigt. Blev sidenhen afløst til en position i anden par udvendig. Ilyushin skar målstregen som femte i tiden 14,9/1900ma, hvilket var ny rekord for hesten. 

4. løb havde Louise V. Mortensen Gringo Boko til start med Rene Kjær i vognen. Gringo Boko sad i spids det første stykke vej, men overgav denne til Can Tab med en omgang til mål. Rene Kjær fandt aldrig angrebsplads, og Gringo Boko kom over mål som tredje med kræfter i behold i 14,3/1900ma. Bjarne Pedersens Amanda B P med Kasper K. Andersen besatte fjerdepladsen i løbet på en god afslutning, efter at have siddet langt nede i feltet undervejs. 

5. løb var Mads Hjortsballes Elmar Shadow millimeter fra at aflægge maidentitlen for Kasper K. Andersen. Elmar Shadow sad undervejs som fjerde/femte hest i et spredt felt, der først kom en smule samling på med 500 meter til mål. Elmar Shadow leverede en af løbets bedste afslutninger, men nåede akkurat ikke frem. Tiden blev 17,8/2020mv. 

9. løb havde Jesper Finnemann Dakota Flex til start. Dagens kusk Jeppe Rask gav hesten et løb i inderbanen, med en afslutning i andet spor de sidste 500 meter. Hesten opnåede på dette femtepladsen i 17,9/2020mv. 

10. løb sad Morten Friis bag Niels Ole Jensens Angelfromheaven. Parret åbnede til spids, men med flere føringsskifte i løbet kom hesten til at sidde i tredje par indvendigt. Fik sig vristet fri midt i sidste sving, og leverede siden en ok afslutning til tredjepladsen i tiden 17,5/2020mv. Børge Mathiesens Rocky Egedal med Kent Friborg besatte femtepladsen efter at have ædt sig ind på sit 80 meters tillæg.